|
Bemærk:
læs ændringforslag
til vedtægterne til kommende generalforsamling
!
VEDTÆGTER FOR JAZZKLUBBEN "JAZZIN'RIBE"
§1 Foreningens navn: "Jazzin'Ribe"
1.1 Foreningen er stiftet den 1. juni 1993 og har hjemsted i Ribe.
1.2 Foreningen tilsigter ingen økonomisk gevinst, og foreningens
økonomi holdes inden for rammerne af de regler, der gælder
for foreninger med almennyttig status.
1.3 Foreningens indtægter i forbindelse med koncertvirksomhed
bruges til økonomisk sikring af foreningens fortsatte drift i
henhold til ovenstående formål. Dette gælder også
indtægter fra sponsorer og fonde.
1.4 Foreningen er medlem af Kulturelt Samråd, Ribe, og samarbejder
i øvrigt med Ribe Musikforening.
1.5 Kontaktadresse: Foreningens formand.
§2 Formål
2.1 Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og fremme
interessen for jazzmusik af kunstnerisk høj kvalitet ved at arrangere
koncerter i Ribe og omegn.
2.2 At være et stimulerende forum i Ribe for jazzinteresserede
udøvende og tilhørere, herunder en særlig forpligtigelse
over for unge og uddannelsessøgende.
§3 Medlemskab
3.1 Alle kan tegne medlemskab i "Jazzin'Ribe".
3.2 Medlemskab opnås ved at betale kontingent.
3.3 Medlemskabet berettiger til deltagelse i de af foreningen arrangerede
koncerter og arrangementer til en særlig medlemspris/abonnementspris.
Det er kun medlemmer, der kan deltage i foreningens styrende organer,
udvalg, arbejdsgrupper m.m.
3.4 Alle medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen.
3.5 Alle hverv, som udføres af medlemmerne inden for foreningens
drift, er ulønnede.
§4 Kontingent
4.1 Kontingent til foreningen opkræves én gang årligt
og bruges i henhold til foreningens formål.
4.2 Kontingentets størrelse fastsættes på generalforsamlingen.
§5 Hæftelse
5.1 For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.
5.2 Hverken medlemmer eller bestyrelsesmedlemmer kan gøres til
genstand for kreditorforfølgelse, medmindre de efter lovgivningens
almindelige regler herom har pådraget sig et selvstændigt
ansvar.
5.3 "Jazzin'Ribe" forpligtes ved formandens, næstformandens
eller kassererens underskrift.
§6 Generalforsamling
6.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
6.2 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovligt
indvarslet. Generalforsamlingen kan kun træffe beslutninger om
sager, der er optaget på dagsordenen.
6.3 Alle medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. Afgørelser
træffes ved almindelig stemmeflerhed. Skriftlig afstemning holdes,
såfremt en af de fremmødte kræver det. Der kan ikke
afgives stemme ved fuldmagt eller brev.
6.4 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder mødet
og afgør ethvert spørgsmål om sagernes behandling.
Generalforsamlingen kan om fornødent vedtage en forretningsorden
for mødet.
§7 Ordinær generalforsamling
7.1 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.
7.2 Indkaldelse til generalforsamling sker ved meddelelse i lokalpressen
2 uger før.
7.3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,
skal indgives skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.
7.4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte
følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Bestyrelsens beretning, herunder planer for det kommende år.
3) Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Budget, herunder fastsættelse af medlemskontingent.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
7) Valg af revisor, samt suppleant for denne.
8) Eventuelt
§8 Ekstraordinær generalforsamling
8.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis:
A: Et flertal i bestyrelsen finder det ønskeligt,
B: Mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt med angivelse af dagsorden over
for bestyrelsen begærer dette.
8.2 Indkaldelse skal ske ved bestyrelsen med mindst 1 uges varsel.
§9 Bestyrelsen
9.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 personer valgt af
og blandt medlemmerne.
9.2 Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. På generalforsamlinger
på lige årstal vælges 2 bestyrelsesmedlemmer og på
ulige årstal vælges 3 bestyrelsesmedlemmer.
9.3 Hvert år vælges 2 suppleanter
9.4 Bestyrelsen konstituerer sig selv, og bestyrelsen fastsætter,
inden for vedtægternes rammer, sin forretningsorden, herunder
funktionsbeskrivelser.
9.5 Formand og kasserer kan, med ansvar for den øvrige bestyrelse,
træffe afgørelser af hastende karakter, hvor det ikke har
været muligt at samle en beslutningsdygtig bestyrelse.
9.6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer
er til stede.
9.7 Formanden repræsenterer foreningen udadtil.
9.8 Bestyrelsen fører referat af hvert bestyrelsesmøde.
§10 Regnskab
10.1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret,
1. januar - 31. december
10.2 Årsregnskabet, indeholdende driftsregnskab og status udfærdiget
i overensstemmelse med god regnskabsskik, afleveres til revisor, der
efter endt revision forsyner det med revisorpåtegning.
10.3 Årsregnskabet skal forelægges generalforsamlingen til
godkendelse.
§11 Vedtægtsændringer
11.1 Ændringer i nærværende vedtægter kan kun
finde sted på to på hinanden følgende generalforsamlinger
med mindst 14 dages mellemrum.
11.2 Beslutning om vedtægtsændring kræver, at mindst
2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§12 Opløsning
12.1 Opløsning af foreningen kan kun finde sted på to
på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14
dages mellemrum.
12.2 Det skal af indkaldelsen fremgå, at der på den ekstraordinære
generalforsamling skal træffes beslutning om opløsning
af foreningen.
12.3 Beslutning om opløsning kræver, at mindst 2/3 af de
afgivne stemmer er for forslaget.
12.4 Ved opløsning af "Jazzin'Ribe" skal et eventuelt
overskud anvendes i henhold til foreningens formål. Eventuel formue
overdrages til Kulturelt Samråd, Ribe.
Vedtaget på stiftende generalforsamling 1. juli 1993.
Revideret på ordinær og ekstraordinær generalforsamling
maj 1997 og den 2/10 og den 10/5 2001.
Ribe, den ____________
Iver Iversen, formand
Bemærk:
læs ændringforslag
til vedtægterne til kommende generalforsamling
!
|